Senest opdateret:
12. september 2025
Autoriseret psykolog
Vi forbinder måske konflikter i parforholdet med højlydte skænderier og åbenlyse uenigheder. Men der findes også stille konflikter. ”Konflikter, der lever i – og forstærkes af – tavsheden,” siger psykolog og parterapeut Dragana Lyduch.
Dragana Lyduch er psykolog og parterapeut hos Styrk Familierne. Ofte møder hun par, der havner i stille konflikter, og hvor konflikterne kun forstærkes af, at den ene eller begge parter trækker sig fra hinanden og undgår konfrontationen.
Og havde parrene ikke siddet foran hende i terapirummets sofa, men i sofaen derhjemme, ville tilbagetrækning som strategi sikkert vise sig med sine typiske kendetegn:
At parrets samtaler overvejende drejer sig om børnene og praktiske gøremål, eller at parret trækker sig til hver sin ende af sofaen (eller af hjemmet) med mobilen i hånden. Afstanden imellem dem – og de mulige underliggende frustrationer – er til at mærke i luften. Men af forskellige grunde er det nemmere for parret at lade utilfredsheden ligge under overfladen end at tale om det svære.
Når vi trækker os fra hinanden og undgår en svær samtale med vores partner, kan det være vores bedste forsøg på at passe på parforholdet, påpeger Dragana Lyduch.
”For nogle bliver det et bevidst valg. For andre kan det være udtryk for afmagt. Måske har man adskillige gange prøvet at opsøge sin partner og tage snakken, men uden at man er blevet mødt på en god måde. Så begynder man langsomt at miste troen på, at man kan trænge ind til den anden, og til sidst opgiver man. Ikke som et udtryk for ligegyldighed, men som et udtryk for afmagt.”
Ifølge parterapeuten kan tilbagetrækning også være en overlevelsesstrategi, som handler om selvbeskyttelse.
”Man vil måske ubevidst undgå ubehaget ved svære følelser såsom ked-af-det-hed, utilstrækkelighed og vrede. Igen er det ikke fordi, man ikke ’vil’ sin partner, men fordi det er sådan, man har lært at håndtere svære følelser i livet – nemlig ved at undgå situationer, der kan forårsage dem.”
”Det er helt almindeligt, at vores nervesystem lukker ned, når noget bliver for svært. Det sker næsten som en refleks-reaktion på noget ubehageligt. Ligesom vi trækker hånden til os, hvis vi brænder os på ild, trækker vi os fra en relation, hvis den volder os smerte.”
På den lange bane er det ikke en konstruktiv strategi, for når konflikterne bliver fejet ind under gulvtæppet, vil både børn og voksne stadig mærke den dårlige stemning og afstanden mellem forældrene, og det får kun utilfredsheden til at hobe sig op.”
– Dragana Lyduch, parterapeut hos Styrk Familierne
Den stille konflikt kan også være et forsøg på at passe på børnene, fremhæver Dragana Lyduch.
”Som forældre kan vi tænke, at hvis børnene ikke decideret ser, at vi er uvenner, så har vi gjort vores for at beskytte dem. Nogle gange virker det rigtig fint, men hvis det er et typisk mønster i parrets konfliktløsning, så vil underliggende følelser af frustration og utilfredshed begynde at sive ud. Og børn har jo stærke antenner. De lægger mærke til, at den ene forælder ser sur ud, og at den anden måske tavst er gået ud i haven. De mærker spændingen og den kolde luft mellem forældrene.”
Selvom konfliktundgåelse kan være vores bedste forsøg på at passe på os selv, parforholdet og børnene, så hjælper det kun kortvarigt.
”På den lange bane er det ikke en konstruktiv strategi, for når konflikterne bliver fejet ind under gulvtæppet, vil både børn og voksne stadig mærke den dårlige stemning og afstanden mellem forældrene, og det får kun utilfredsheden til at hobe sig op,” understreger parterapeuten.
Den første vej ud af det er, at vi italesætter, at der er opstået en afstand i parrelationen.
”Vi bliver nødt til at erkende, at det er her, vi er havnet med hinanden, og tale med vores partner om den effekt, det har på os selv og familien.”
”Det vigtigste i denne samtale er, at vi kigger indad: Hvad er årsagen til, at jeg trækker mig fra dig? Er det min automatpilot, der sætter ind, fordi noget virker ubehageligt og farligt? Frygter jeg, at du vil kritisere mig? Frygter jeg at blive afvist eller såret, hvis jeg rækker ud igen? Er det et hensyn til børnene og et manglende rum til at tage snakken?” nævner Dragana Lyduch.
Når vi forsøger at bryde dette mønster af tilbagetrækning, er det ikke underligt, hvis vi selv eller vores partner bliver modvillig eller ængstelig. Her bliver det vigtigt at blive på egen banehalvdel og vise nysgerrighed.
”Tag samtalen med din partner, hvor I prøver at dele, hvad der ligger til grund for, at I kommer til at trække jer fra hinanden. Her bliver det afgørende at undgå kritik, og at du taler fra et ’blødere’ sted og ud fra et ønske om at forstå din partners bevæggrunde til tilbagetrækningen. Vi skal gå på opdagelse i vores dynamik og ikke gå på jagt efter løsninger,” foreslår parterapeuten.
Det kan være genkendeligt for mange, at vi i et parforhold trækker os væk fra hinanden.
”Og i grunden forstår jeg godt, at det sker,” siger Dragana Lyduch.
”Vi har ikke altid tid til at tage de her svære snakke, fordi der er stress og pres på i hverdagen, og fordi der er børn rundt omkring os, når vi er derhjemme. Og så trækker vi os i vores bedste forsøg på at klare livet. Men på den lange bane gavner det ikke parforholdet. For der er en risiko for, at afstanden med tiden bliver for stor, og at det går ud over kærligheden.”
