Terapi og rådgivning til skilte forældre

Alle forældre kan havne et svært sted efter skilsmissen. Vores terapeutiske tilbud bygger på den nyeste viden og på metoder, der viser god effekt på forældresamarbejdet og trivslen i den skilte familie. Vi vil tilbyde jer en tid, så snart vi kan.

""

Få hjælp til at møde udfordringerne som skilt familie

Skal man komme godt videre og lande et mere roligt sted som skilt familie, kan der være brug for skilsmisserådgivning og terapi.

I et terapi- og rådgivningsforløb sætter psykologen eller terapeuten en tryg ramme, hvor I kan tage livtag med store uenigheder, forbedre jeres forældresamarbejde og sammen rette fokus på børnenes behov. Et forløb kan bestå af individuelle samtaler, fælles samtaler eller en kombination. I nogle tilfælde deltager børnene også.

Fælles skilsmisserådgivning

Har uenighederne vokset sig store, og er konflikterne blevet en del af jeres hverdag som skilt familie, kan vi hjælpe jer med at finde ind på et andet spor. Formålet med de fælles samtaler er først og fremmest at styrke eller genskabe jeres forældresamarbejde til gavn for børnene.

Det fælles samtaleforløb kan omhandle:

  • Hvordan kan vi håndtere store og tilbagevendende konflikter, som synes fastlåste og svære at komme ud af?

  • Hvad kan vi gøre hver for sig og sammen, hvis vores børn ser ud til at mistrives

  • Hvordan kan vi sikre, at børnene bevarer kontakt til begge forældre, hvis de begynder at vælge side?

Individuel skilsmisserådgivning

Et brud med det menneske, man har fået børn med, er en stor livsomvæltning. For langt de fleste opstår der svære følelser som sorg, afmagt, frustration og vrede. For selv at komme godt videre efter et brud og kunne indgå i et konstruktivt forældresamarbejde kan det være nødvendigt med individuelle samtaler hos en psykolog eller terapeut.

Det individuelle samtaleforløb kan omhandle:

  • Hvordan tager jeg mig af mig selv og mine egne reaktioner efter et brud?
  • Hvordan støtter jeg bedst muligt mine børn?
  • Hvad kan jeg selv gøre for at forbedre mit samarbejde med den anden forælder?

I mit arbejde bliver jeg dagligt mindet om, at når vi som voksne vover at forandre noget hos os selv, skaber det mulighed for, at vores eks-partner også får en ny mulighed for at skabe forandring. Det er med andre ord et godt sted at starte, at vi arbejder med vores egen andel først, hvis vi ønsker at skabe forandring i relationen. I terapilokalet er jeg særligt optaget af at skabe et trygt og tillidsfuldt rum, hvor du og I føler jer forstået og mødt med anerkendelse og omsorg. Herfra kan det blive muligt at se på, hvad der stiller sig i vejen for at opnå det, I længes efter i jeres relation og forældresamarbejde efter skilsmissen.”

- Sinne Pedersen, psykolog hos Styrk Familierne

Afdelinger

Terapi og rådgivning finder sted i vores afdelinger i København og Aarhus.

Find adresser her

Tag på et kursus for skilte forældre

En skilsmisse er en livsomvæltning, og på kurset bliver I guidet i, hvordan I bedst kan styrke forældresamarbejdet, tage vare på jer selv og støtte jeres børn i livet med to hjem. I kan deltage på kurset samtidigt eller på forskellige datoer. Vi opfordrer til, at I først deltager på kurset. Efter kurset er I garanteret én opfølgende samtale.

Kursus

Kursus for skilte forældre

Det bedste I kan gøre er at starte med at deltage på vores éndagskursus for skilte forældre. Kurset kan være en hjælp her og nu – og samtidig give jer et hurtigere udbytte i et efterfølgende terapiforløb.

Vores skilte familie - Kiff kursus

Oftest stillede spørgsmål

Find svar på nogle af de spørgsmål, vi ofte modtager.

Der er desværre ventetid på terapi og rådgivning. Det skyldes, at vi modtager mange henvendelser, og har mange igangværende terapiforløb.

Når du anmoder om terapi og rådgivning, vil du derfor opleve, at vi ikke kan give jer en tid med det samme. Når vi får mulighed for at tilbyde jer et forløb, kontakter vi jer.

Vi kan anbefale jer at bruge ventetiden aktivt. F.eks. ved at tilmelde jer vores éndagskursus for skilte forældre. Kurset kan forbedre jeres situation nu og her – og samtidig give et bedre udbytte af et senere terapeutisk forløb. I kan deltage på samme kursus eller på forskellige datoer. Efter kurset er I garanteret én opfølgende terapisamtale.

Heldigvis er der mange dygtige psykologer og terapeuter rundt om i landet, hvor man kan få hjælp. Vi henviser dog ikke til bestemte psykologer og terapeuter.

Du kan også undersøge, om din kommune tilbyder ’SES – samarbejde efter skilsmisse’.

Det er ikke altid muligt at få begge forældre til at deltage i fælles samtaler. Et forløb kan derfor også bestå udelukkende af individuelle samtaler.

Et forløb med skilsmisserådgivning og terapi vil ofte veksle mellem fælles og individuelle samtaler. I nogle tilfælde deltager børnene også. Det er noget, vi aftaler sammen.

Vi kan desværre ikke sige på forhånd, hvor mange samtaler der kan være brug for, da det afhænger af jeres problemstilling. Ved den første samtale kan vi måske komme det lidt nærmere.

I et forløb vil vi altid starte med at afstemme, hvad I som familie har særligt brug for hjælp til.

Oftest hjælper psykologen eller terapeuten med at identificere de negative mønstre, I kan blive fanget i, når I forsøger at samarbejde om børnene. At forstå de negative mønstre er det første skridt henimod et bedre forældresamarbejde.

I vores terapi og rådgivning er der også altid fokus på børnenes oplevelser og deres trivsel i familien. Herunder hvordan I kan skabe trygge rammer for dem og en god kontakt til begge forældre.

Som udgangspunkt er det ikke muligt med onlinesamtaler, da vores erfaring er, at personligt fremmøde giver det bedste udbytte.

Vi har ikke terapi specifikt til børn. Vi foreslår nogle gange, at børn deltager i den fælles samtale, men så er det for at inddrage dem som informationer og for at rette fokus på børnenes oplevelser og behov i den skilte familie. Det vil altid være efter aftale med jer som forældre.

Igennem årene har vi dog uddannet mange hundrede børnegruppeledere, som i dag står for børnegrupper på en række skoler landet over. Børnegrupperne er for børn, der kæmper følelsesmæssigt efter forældrenes skilsmisse, og som har brug for et støttende fællesskab i den proces. Du kan evt. undersøge, om dit barns skole tilbyder børnegruppeforløb.

Styrk Familierne tilbyder psykologfaglig hjælp til skilte forældre bl.a. i form af kurser og terapi. Vi tilbyder ikke juridisk vejledning og bistand i skilsmissesager. Her opfordrer vi til at søge hjælp hos kommunale og offentlige instanser eller andre NGO’er, der har den juridiske ekspertise.

Anmod om terapi og rådgivning

Et terapi- og rådgivningsforløb kan forbedre jeres forældresamarbejde og gøre en positiv forskel for børnene i jeres skilte familie. Vi kan ikke tilbyde jer en tid nu og her, men så snart vi kan, kontakter vi jer.

Logo

Vi har fået nyt navn

Førhen hed vi Center for Familieudvikling.

Nu hedder vi Styrk Familierne.

Vi arbejder stadig for familier og børns trivsel.

Vi mener nemlig at en håndsrækning til de voksne, er en gave til børn.